onsdag den 14. marts 2018

Grydelapper i trendreps

1.160 tråde til trend til grydelapper - det er vist lidt for skørt, men jeg har en mængde rester i bomuld 30/2, som skal omsættes i grydelapper i trendreps.

Jeg elsker trendreps (nu jeg tænker over det, er der vist ikke mange væveformer, jeg ikke elsker....), den giver så mange muligheder på få skafter, og jeg er glad for variation og mulighed for forandringer, når jeg væver.

Det der med 12 ens viskestykker, kommer jeg nok aldrig til at omsætte i praksis; det kniber endda for mig at væve to ens grydelapper, dvs. jeg valgte at væve med den ene side op i første lap og den anden i lap nummer to. De er naturligvis ens (det vil jeg da håbe :-)), men jeg synes, det er sjovere at se, hvordan den ser ud på 'bagsiden' end at væve to med den samme side opad.

Selv om de blot er 23 cm brede, er opsætningen ret tung at træde på grund af de mange trendtråde, der skifter plads for hvert islæt - det er godt, jeg ikke vævere gulvløbere i trendreps.

De er noget aflange i formen, men jeg regner med, at de trækker sig sammen til en nogenlunde kvadratisk form, når de kommer af væven. Her er de første 3½ par - der er trend til 5½ par endnu og garn til et par opsætninger mere i andre farver.

 

 

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar